Tur 7 til Risør 13. – 17. maj 2009.

Efter en del logistiske udfordringer i dagene op til årets Risørtur, kunne jeg efter lidt spredt indcheckning hos Color Line i Hirtshals endelig byde velkommen til samtlige 14 deltagere på årets syvende tur. Humøret var højt og forventningerne store. Vejret var lidt gråt og trist, som det har for vane på denne årstid her i Dannevang. Det skulle så sidenhen vise sig, at det også på det punkt var en rigtig god ide at tage til Norge.

Turraport

Bent, min nyligt udnævnte turlederassistent, havde i sin tjenesteiver kort før turen prøverejst Color Lines færgerute Hirtshals – Kristiansand og herunder rekognosceret sig frem til, at der på Superspeed fandtes en lækker buffetrestaurant ved navn: ”Catch me if you can”, hvor man for et, set med norske priser, beskedent beløb kan spise og drikke det man lyster i knap 3 timer.

Det gjorde vi så med succes. Faktisk blev det allerede på udrejsen besluttet, at vi ville benytte os af samme tilbud hjemad.

Jeg vil sige det sådan, at hvis der skulle være fare for at tabe sig undervejs på turen, af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her, så kompenserede de 2 gange buffeter så rigeligt for dette!

Vi ankom til Kristiansand i højt solskin og havde herefter en problemfri og smuk køretur til Sørlandets Camping, hvor vi ankom kort før kl. 18. Indlogering, aftensmad, ikke at der var det store behov, men man skal jo aldrig komme bagud med at spise og aftenhygge i ca. 20 grader og helt vindstille. Jo, vi indtog Norge med stil.

Næste dag stævnede skipper Larsen ud med Østerfjord kl. 0900 med et læs spændte lystfiskere.

Solskinnet var gemt væk og der var endda noget vind og en hel del skumtoppe på fjorden, hvilket også viste sig at være tegn på dårligt vejr til havs.

Skipper prøvede diverse steder, dog helt uden held. Resultatet blev i alt 2 fisk og en kort tur, da nogen absolut hellere ville eksperimentere med ansigtskuløren og smide den meget lidt brugte morgenmad ud i havet i stedet for at fiske!!

Jeg vil da ikke undlade at nævne, at det faktisk er muligt at forklæde sit ansigt som et par såkaldte dothandsker!!

Den hjemmeværende hyttebesætning prøvede fiskeheldet på fjorden. Heller ikke i deres tilfælde var der nogen fangster at berette om, men hygget sig havde de. En enkelt var nødsaget til at bruge havnebassinet som mellemstation for at komme fra jollen til broen. Ja, han sendte faktisk sine briller til bunds på udkig efter de manglende fisk. Man må sige, at der bliver gjort en indsats ud over det vanlige for at fange fisk.

Vel i land blev det faktisk helt pænt vejr igen.  Resten af dagen gik derfor med ”huslige pligter” og aftenen blev brugt på ”hjemlig hygge”.

Fredag stævnede næste hold til havs. Denne gang i rigtig pænt vejr. Det ændrede dog ikke meget ved fiskeudbyttet. Der blev igen kun fanget meget få fisk, hvilket dog var mere end man kunne sige om jollefiskeriet på fjorden.

Men det kan ikke slå en rask lystfisker ud, så da vejret viste sig fra sin bedste side, blev der arrangeret hyggekrog mellem to af hytterne og grillen blev startet op. Kl. 18 var der ca. 22 grader og helt vindstille. Så aftenen blev tilbragt udendørs til ca. ved 22 tiden

Og ja, så var der ”huslige pligter” og ”hjemlig hygge” igen. Surt, men nogen skal jo gøre det!!!

Lørdag morgen drog sidste hold ud med Østerfjord. Denne gang en anelse reduceret og med lidt bange anelser, da vejret lovede og lignede torsdagsvejret i mistænkelig grad.

Skipper havde dog på vanlig vis fuldstændig styr på situationen og forlagde fiskeriet indenfjords de første par timer, hvorefter lykken blev prøvet til havs, da vinden lagde sig.

Denne gang lykkedes det endog at finde rimeligt med fisk. Ikke de store præmiefisk, men mindre kan skam også gøre det, når man nu ikke ligefrem har været forvænt med fisk på første del af turen.

De fleste fik i hvert fald en rimelig portion med hjem. Nok er der i hvert fald, når de skal renses og fileteres!

I hvert fald var der nok til at både skipper og de gæve fiskeres humør steg nogle grader. Således var formiddagen ikke ret gammel, førend der ikke var mere ”dåsemad” og skipper proklamerede at ”baren var åben” og ”der er nu dans på dæk 6”.

I fjorden lykkedes det også at fange en hel del fisk. Og her kunne man så konstatere et pudsigt sammenfald. Det er åbenbart således, at når der er fisk, så forsvinder den medbragte dåsemad ekstremt hurtigt. En teori der absolut skal testes en anden gang.

I hvert fald formastede man sig til at ringe til turlederen for at høre, om ikke man kunne komme med mere øl? Det skal siges til de formasteliges forsvar, at de er nye på holdet!!!

Således mætte af en begivenhedsrig dag, hvor alle var brugte resterede der således kun, at arrangere lidt grillhygge i den lune aften. Huslige pligter og hjemlig hygge SKAL jo varetages uanset om man er oplagt eller ej.

Søndag formiddag gik med at komme over den hjemlige hygge, pakke og gøre hytter i stand.

Herefter gik turen hjemad i det ringeste vejr vi havde oplevet på denne tur. Og det var egentlig slet

Ikke så skidt endda, selvom der dog var et par stykker, der mente det ville blive nødvendigt med

Søsygepiller på færgeturen hjemad.

Turen blev behørigt afsluttet over aftenbuffeten på færgen, også uden nogen blev søsyge.

Der blev sagt pænt farvel, da holdet allerede ved landgang skulle videre hver for sig.

Således mættet, denne gang mest af oplevelser og hjemlig hygge endte endnu en fisketur i det norske.

Tak til alle for en rigtig god tur, håber vi ses igen næste år, ca. samme tid.

Med venlig hilsen

Lars Grønfeldt
Turleder