Fisketur til Norge 6. - 10. maj 2009.

Dagbogslignende optegnelser om følgende deltagere, som var bosat i hytte 22: Jørn Ibsen, John Allan Nielsen, Claus Nielsen & Jørgen Krätz Andersen.

Hvad der skete omkring hytte 22, er kun meget lidt berørt, ikke på grund af manglende interesse, men fordi det ville have været alt for uoverskueligt at dække.

Turrapport

Onsdag morgen
--afhentning i Vildbjerg på Park Alle.  Claus & John Allan landede 0715. Så gik turen ud til Jørn Ibsen, hvor beskeden gik på at afhentning var først klokken 0800. Rettelse til starttidspunkt; 0830 i stedet for 0900.

På røv og albuer gennem Ålborg og videre til udkanten af Hirtshals, hvor der var en ny samling og kort orientering forud for adgang til færgen. Så var der uddeling af boardingpass og andet papir til montering i bilerne. Herefter indkørsel i båserne, ventetid ½ times tid, og så kørte vi på færgen.

Afsejling klokken 1200. Vi indtog Captain’s Lodge øjeblikkelig, og beværtede os selv på fyrstelig vis. Her manglede intet; mange lune retter, ost og dessert. Drikkevarer manglede heller ikke, øl, vin, vand, juice og kaffe. Rygning foregik ”naturligvis udendørs”. Meget blæsende. Tax Free; intet specielt at hente, men fornuftige priser for norske fjeldaber. Hytten prøvede 2 fl. Rød, skal drikkes i hytten.

Landgang i Kristiansand. Samling på busholdepladsen. Så er der afgang ind i den norske trafik med Claus ved roret. GPS er indstillet og Allan sidder bag i og dirigerer lige så meget som GPS’en. Resultat: Vi tog en forkert afkørsel og mistede små 8 minutter. På den igen og ud af Kristiansand.

Telefonsamtale mellem John Allan og Finn. ”Vi holder ved den og den rasteplads, der står en og vinker”. Så indhaleres en enkelt blå Ceres og ud på landevejen igen. Destination: Campingpladsen; Sørlandet Feriecenter.

GPS er noget forbandet lort. Fakta siger vi skal til højre og ”hun” siger til venstre. Digitale tider! Vi kører forkert og lige med et dukker Carsten op for at være vejviser, og så går det rask der ud ad. Heldigvis kører han også forkert, men efter lidt problemer lykkes det da at lande ved campingpladsen.

Hurra, alle samles og der bliver uddelt nøgler til hytterne.

Nummer 22 er vores. Et dejligt sted oven over fjorden og terrasse mod nord. Udpakning af bilen, madvarer og tasker, stænger og støvler fordeles, -og i samme åndedræt fordeles de eksklusive soveværelser. John Allan og Jørn i et, og Claus og Jørgen i det andet. Sengeredning, ophængning af tøj, og så skal vi på tur hos de andre hytter. Nå ja, vi skal da også lige have den tildelte madration lagt på køl sammen med den alt for lille ølration.

Tiden er inde til en høflighedsrunde til de andre hytter. Vi strandede hos Finn og hans kolleger, hvor vi blev budt på ”en enkelt” genstand og pludselig var hele holdet samlet på deres terrasse. Her afholdt Carsten en lille briefing, blandt andet med turen til fredag formiddag. Vi er på hold 1. Endelig går vi hjem.

Vel hjemme beslutter bestyrelsen at vi nok har behov for lidt stabiliseringsmiddel. Ergo, 3 Irish Coffee pr. mand. Et par gæster kikker forbi for at leve på ”nas!” Da de endelig skrubber af er klokken blevet midnat.

Go’ nat alle sammen.


Torsdag
Ibsen stod op klokken 0500, gammel vane. Godt man ikke har sådan en. Da vi andre, -med Allan som sidste mand gik til bords, stod den på bacon og spejlæg på franskbrød. Morgenbitter, mælk og kaffe. Jørgen begyndte på opvask, mens de andre gjorde grejet klar.

Klokken 0800 skulle vi ud med skipper Larsen. Alle ombord og så var der afgang. 10 mand, og vi befandt os på fordækket (bakken), hvilket betød at vi var en meter højere end dem på agterdækket. På den anden side af Verdens Ende, tog vinden og bølgerne rigtig til. Endelig lagde vi bi og snørerne røg ud. Allan bestemte sig for at ofre aftensmaden med tilbehør og forlod selskabet for at fastholde låget på maskinen. Vi 3 klamrede os til rælingen mens vi fiskede, og så var den der!

Claus havde bid, men desværre, på trods af skippers næsten garanti for at det var mindst 10 kilo, slog den af. Satans også!

Skipper flyttede os en del rundt på fjorden og så fik Claus endelig hug. 2½ kilo. Jørgen satte til gengæld det meste af forfanget og hele pirken overstyr. Nu var tiden inde til at fiske i smult vande, vi gik ind i læ bag øerne og her var der en dobbeltfangst hos Jesper. En stor 3,1 og to bette skvat.

Så var tiden inde til at hive ind og sætte kursen hjemad. Fuld fart frem. Vi passerede Risør og kom i et af 1 time hjem til campingpladsen. Et lille momentum; Allan stod op fra de døde og fik badet sit grej lidt mere.

Det næste hold stod klar på bryggen, og så snart vi var fra landgangen, invaderede næste hold båden. I parentes bemærket; de fik ikke en skid der ude og vejret var blevet lidt mere barsk.

Claus gik over og fileterede fisken. Vi andre gik op og fik svømmedragten af. Så gled der en bajer og lidt mad ned, hvorefter vi iværksatte operation middagslur.

Jørgen og Claus vaskede op og så var tiden inde til en lille biltur til Risør for at supplere grejet.

Vi fandt en lille biks med en masse grej og Claus udmærkede sig ved at investere i en dyr kniv. Vi beskuede også skipper Larsen noget ældre knallert med ærefrygt! Så gik turen hjem ad igen. På vejen var vi inde i Rema1000 og gøre lidt handel til aftenens grillmad.

Vel hjemme måtte vi lige have en bajer til at stive os af med, -eller flere! Så kom der pludselig gæster og bajerne blev delt ud med jævn hånd. Finn holdt lidt igen, da han skulle deltage aktivt i selve grilningen.

Meldingen kom, nu er der ben. Allan blev sendt af sted med et fad. Vejret indbød ikke til at vi sad ude i et stort socialt samvær, men benene fejlede ikke noget. Kartoffelsalaten fra REMA gik vældigt i spænd med kødet, så det var rimeligt vellykket.

Nu begyndte trætheden at sætte ind, samtidig havde Jørn lidt knas med æ liw, så han mente at hans seng snart ville savne ham. En enkelt gæst kikkede ind og drak vores øl. Allan gjorde Jørn selskab, så det var op til Claus og Jørgen at sørge for selskabeligheden. Vi smed ham ud klokken 2330, og gik i seng.


Fredag
Vi kom sent op, hen ad halv otte. Selvfølgelig havde vi da alle fire deltaget i Natpisserklubben, og Jørn og Jørgen mente enstemmigt at have hørt en banke på ruden, men hvem og hvorfor, tja!
Vi startede i kiosken og købte lidt skrammel og et kort. Så skulle vi på fjorden, to i hver jolle. Herligt, Claus og Jørgen tog den der var nærmest, selv om nummeret var forkert. I med tændingsnøglen og så der ud ad.

Ved den første markering efter kortet, gik krogene ned og intet skete. Længere ud og vi skiltes for at hver især dyrke vore interesser.  Lidt bundhug kunne ikke undgås, men der var ikke spild af grej. Regnbyger af den norske slags var flittige gæster, men vi sad jo 3 mand i ”fald i vandet dragter”, så det gjorde intet. Allan skulle jo selvfølgelig blærer sig med regnsæt, hvilket også betød en ekstra redningsvest.

Klokkerne ringede hos Claus og Jørgen, 1 sej, 1 torsk, 1 rødspætte og 1 gange agn. ”Heldigvis” fik Jørn og Allan ingen ting. Vi landede igen i silende regn og fik afleveret benzintanke og slæbt grejet hjem, plus fangsten. Senere ville Allan, havde han lovet, vise os hvordan man fileterede fisken.

Samtlige dragter blev hængt op, og vi fik skiftet tøj. Jørgen skrev dagbog. Så gjaldt det middagsmaden; John Allan var helt ustyrlig, stegede og brasede, værsgo så er der serveret! Der gik heldigvis en doktor Nielsen med på vejen til at tage den grimme smag. Det smagte ganske fremragende. Nu var tiden inden til undervisning, mester forklarede og viste, selv om det ikke var nemt, når fiskene var i småtingsafdelingen. ”Yes, mester, vi har forstået”!  Allan skulle lige have et kvarter! Skulle vi lade ham sove eller hva? Claus fjernede de resterende lig af fiskene og tog opvasken. Jørn fyldte køleskabet op med drivmidler og så blev Allan vækket.

Vi samlede benzin op på vejen og fortsatte ned til jollerne. Stadig samme besætning som om formiddagen, Claus og Jørgen ”turde” sgu ikke bytte. Her skal nedenfor berettes om hvorfor. Vi trak ud, lige så stille, -og så gik vi i gang med duckning, ud med blinket og bare la’ det glide ud bag efter båden. Claus os og Jørgen var forrest, (et eller andet skulle der jo ske,) og lidt frem i vognen skulle de også.

De gik langs skyggesiden af fjorden og i løbet af ganske kort tid var der hug. Claus mistede den desværre, men nu vidste vi der var fisk.  De tog en sløjfe og så ringede de norske kirkeklokker. Claus tog den første, og i løbet af de næste 50 meter fik Jørgen gevinst. Ja-ja, lidt har også ret. Det kunne vel gå som en lille forret, som Allan foreslog. Efter nogen flakken rundt i fjorden kom Allan og Jørn frem til Claus og Jørgen. Jørgen konstaterede tørt, at nu var der hug, sikkert nok i en skrue. Uha-da-da, 50 meter line og en spinder gik fløjten. ”Hvorfor Fanden kommer de ind fra agten, når de ved at linerne er ud. Satans med alle de amatører.”

Jørgen tog det i stiv arm og bandede flere hundrede meter væk, og så satte han et nyt blink på. De gik tværs over fjorden og duckede videre, men selvfølgelig havde Allan og Jørn splittet det hele fra hinanden. Jørn og Allan ville dybere ind i fjorden, mens de to andre sætte kursen mod hjemegnen! A & J kom hjem med gashåndtaget i bund og ”blå blink!”

Vel ankommet fik vi alle afleveret drivmiddeltanke og nøgler og gik hjem for at skifte tøj. Så måtte vi have lidt stabiliseringsvædske, det pyntede gevaldigt!
Nu går der inflation i det hele. Beskeden om fælles spisning med lækre røde bøffer er lige ankommet sammen med Carsten, vi kunne lige styre ham med en enkelt bajer. Han fik lov at kikke i dagbogen og var rimeligt begejstret. Planlægning med hensyn til hvordan og hvorledes vi skulle forholdes os til grillbøfferne. Mødetid kl. 1900. ”Vi ses!”

Allan kastede sig voldsomt ud i en masse dirigering af folket. Hvis man var lidt opmærksom på detaljerne, så sagde vi andre bare ja, og så gik det jo nok! Det lykkedes Jørgen at foretage en masse skriveri som undskyldning for ikke at deltage de praktiske gøremål.

Så gik vi til fest medbringende eget bord og stole. Yderligere havde vi kartofler, rødvin, glas og bestik med. Grillen var i fuld gang og stemningen var rigtig løftet, vejret var udmærket (grundet tidligere drikkevarer) og røverromaner og fiskepraleri føg i luften. Bøfferne kunne der ikke klages over. Uha, det var godt.

Efterhånden som vi fik spist og hældt væske på, blev vi enige om at det var nok på tide at lægge Allan i seng, -han var så sær lystig, så den eneste tilbageblevne var Jørn, der var faldet i snak.

Vel hjemme i luksusboligen mente Allan at en enkelt en at sove på ikke kunne skade. Så gik han i seng, mens Claus og Jørgen drak et par Irish Coffee. Naturligvis kom der lige en gæst, kun fordi Allan havde lovet ham at give en af de førnævnte. Desværre slap farinen op, så smagen var lidt anderledes end normalt, men det kunne man leve med i en kortere periode. Så gik gæsten og andre gik i seng uden spor af Jørn.

Det forlød fra anonym kilde at han var hjemme lidt efter midnat.


Lørdag
Atter en nat hvor ”NP-klubben” gjorde sig bemærket i al stilhed. Jørgen var uheldig ved nedstigning fra overkøjen og reddede sig et mindre hold i ryggen. Efter vel udført afvanding og et par piller steg han igen til vejrs.

Ved halv syvtiden var der generel vækning, og så var der lige opvasken fra i aftes. Den klarede Jørn og Claus, mens Allan blev færdig og Jørgen sad og så på, iført sin vanlige smøg. Så gik Jørn i lag med baconen og spejlæggene, og i lynhurtigt sad vi ved morgenbordet. Indtagelse af den sædvanlige morgenbitter gjaldt kun Jørgen, som havde valgt at blive i land på grund af ryggen. Allan følte ej heller for bacon, i fald det han skulle ofre sig for Neptun. Jørgen fulgte de andre til båden og fik taget et par billeder af den lykkelige afrejse til æ haw!

Den første del af sejladsen gik fint, sol og humør stod på samme niveau, og søen var human. Ude på pladsen blev pirkene smidt i efter skipper Larsens anvisninger. Sølivet blev krydret med et par gode regn-byger, en ny placering efter fisk og denne gang var der fangst. 5 sej og 2 torsk til Claus, Jørn fik 2 sej. Alt i alt blev der hevet omkring 50 fisk om bord. John Allan overgav sig til havguden Neptun på trods af søsygepiller, og så tog begivenhederne fart. Sådan noget smitter åbenbart for Claus og en enkelt mere var de eneste ”oppegående” og var i stand til at fiske videre, men søen blev efterhånden værre, så til sidst foreslog skipper at man gik ind i læ, hvilket samtidig betød mindre mulighed for fisk. Uden større protester blev man enig om at gå i land. Demokratiet havde vundet sin sejr. Sejladsen blev forkortet med et par timer.

Vel i land skulle der så rengøres på skibet under skippers kyndige overblik. Resten gik i gang med at fileteret fangsten og lagt på køl. Der var en ganske pæn trængsel. Naturligvis skulle Allan jo i kraft af sin ekspertise splitte vores fangst. Og selvfølgelig kom han til skade; et lille stik i fingeren og det hele så meget dramatisk ud. Til alt held var der en behjertet sjæl som havde et hæfteplaster. Vi andre undlod bevidst at spørge til Allans velbefindende.

Hos os stod den på afslapning og så skulle der rigges af og pakkes ned. Nu var der næsten ikke mere interesse for at komme til søs. Der var bred enighed om at det udleverede franskbrød havde helt afgjort overskredet sidste dødsdag, og da vi også havde brugt al vor farin, var der kun en vej; købmanden. Alle mand i bilen og ned til forretningen. Det er godt man ikke er nordmand med de priser, 5 pølser kostede 69 kroner. Tilbage til vor egne indkøb, franskbrød, farin og mælk. Allan har et helt fantastisk kreditkort, som tilsyneladende ikke brænder varmt. For at frådse lidt, købte de også isvafler. Claus kunne som vanlig ikke modstå en pose Bacon snacks.

Vi kastede os straks over det friske brød og kaffe. Det hjalp gevaldigt på hele tilværelsen. Desværre gik Claus glip af det hele, da han allerede var begyndt på middagsluren. Vi andre fandt det tilrådeligt at følge hans eksempel; så gik den halve time.

Allan var nu frisk som en fisk, og kastede sig energisk over aftensmaden. Bacon og brase kartofler og spejlæg. Så stod den på opvask og tennis på verdens mindste 12 tommer skærm.

Og så til det mere alvorlige. En god Irish Coffee, –eller flere og så lidt værktøjssnak, vi havde jo alligevel to aktive håndværkere iblandt os, så mente Allan og Jørn at man var tjenlig til at ligge på langs. Klokken var godt 21. God nat! Claus og Jørgen var ikke klar til sengetjeneste, men så blev dagbogen ajourført og Claus fik lige ringet hjem og sagt godnat. Så tog vi lige en times tid på Eurosport med boksning.


Søndag
Ibsen stod vanen tro tidligt op, lidt over seks. Så kunne vi andre lige så godt give os godvilligt, så morgenmaden blev indtaget i strålende morgensol. Morgenens clou var den lille detalje, at den mælk som Allan troede han havde købt i går hos købmanden, rent faktisk viste sig at været den rene og sære kultura. Surt show, så Allan fik ikke sin kosaft til morgenkaffen. Alle mand kastede med ildhu over nedpakning, sengetøj blev pillet af og diverse småt affald røg i poser. Allan og Jørn tog på sightseeing og vendte forpustede tilbage. Så gik vi i gang med vort affald og fik det båret op i affaldsrummet.

Carsten kom forbi og indkasserede den udlånte ostehøvl og blev orienteret om at vi kørte direkte hjem, så snart vi kom i land i Hirtshals, så gik Allan og Jørgen ned for at aflevere flamingokasserne. Dette efterfulgtes af et besøg hos Finn og hans kumpaner, hvor Jørgen nød en stille øl.

Så gik turen igen i samlet folk op til kiosken for at få betalt for rengøring og ikke mindst, få mælk til Allan. Men uheldet er rigtig ude i dag; stadig lukket.

Nå, henad kvart i elleve fik campingchefen endelig øjne, så Ibsen og Allan nærmest sprang af sted, Claus tog en enkelt skraber til fodboldkampen på 12 tommeren. Man mærker så småt at det rykker lidt for at komme i gang med noget praktisk, vi skal jo først køre fra pladsen 1330. En anden en skriver dagbog. Ibsen og Allan kom tilbage fra indkøb iført tre vaffelis, men ingen mælk.

Carsten dukkede op og gav besked om briefing klokken 1230 nede hos dem. Han havde også et par små præmier, som han ville dele ud. Så tager vi der fra.

De sidste pakkenelliker blev bragt på plads i bilen og så er vi næsten klar!

Samling hos formanden. Han takkede for samværet og uddelte de sponserede præmier. Så var der afhentning af den nedfrosne fangst og den blev fordelt. Den var ikke overvældende, men det er moder natur der bestemmer, hvor store mængde af hendes fisk, vi skal have lov at tage med os i land. Hun havde da også taget sin part af pirke og blink. Okay, no hard feelings!

Hele flokken af rødder blev stillet op til fotografering og så var der lige kørselsorientering. Carsten forrest, så os (de ville sgu ikke risikere at vi for vild igen), og som rosinen i pølseenden; den sorte firehjulstrækker. ”Vi ses på rastepladsen ved tankstationen kort før Kristianssand!” Her blev der så tid til at trække ben, købe is og pølser, hjemme kunne vi have købt en pølsevogn med indhold for det en hot dog kostede, men det skulle prøves. Så var der indstigning og vi tog det sidste stræk til byen og færgen.

Vi rullede ind til billetlugerne ved færgelejet og formanden sørgede for at få checket os ind, her på fulgte opmarchen i båsene, og så tog tobakken over, mens vi ventede på prammen skulle komme ind.

Ombord stod vi atter overfor den eksklusive præsentation af uanede mængder af lækker mad, som vi uden hæmninger kastede os voldsomt over. –Og dog, øl, vin og vand, og for den sags skyld heller ikke kaffen, flød på samme lette måde som på turen op, der kunne spores en vis mathed over det hele; trætheden var så småt ved at brede sig. Energien var skruet lidt ned; det hele stod på afslapning, selv tobaksnarkomanerne var ikke helt så aktive og John Allan gik ovenpå for at sove et par timer inden landgangen i Danmark.

Da der kom besked over højttalerne om at gå til bildækket, fik vi takket pænt af hele vejen rundt, vi havde trods alt hjerteligt generet hinanden i adskillige dage, ”men nu var det gamle had glemt, lad os starte et nyt! Tak for denne gang!” En del af flokken ville fortsætte til Grove og slutte af der, mens andre ville køre direkte hjem. Det gjaldt blandt andre os, en arbejdsdag truede jo i morgen.

Turen ned gennem landet bød ikke på nogen specielle oplevelser, og vel inde i vor egen kommune blev vi sat af efter tur, Jørn, Jørgen, Claus og endelig kunne John Allan sætte vognen i carporten for at hente sig 4 – 5 timers søvn inden morgendagen dukkede op.

Tak for et hyggeligt samvær og en absolut herlig tur.


Den gamle redaktør, Jørgen Krätz Andersen