Tur 6 fra den 6. til 10. maj 2010.


Om finanskrisen spiller ind også på fisketursfronten, skal jeg ikke gøre mig klog på. I hvert fald var der indtil flere ture, hvor man kunne konstatere vigende tilmeldinger. Både tur 4 med Søren Drachmann som turleder og tur 6 med forfatteren som turleder led i hvert fald af mangel på tilslutning. De to ovennævnte turledere blev derfor enige om, at slå pjalterne sammen på den for tur 6 planlagte tid. Så skulle det jo nok kunne lade sig gøre, mente turlederne i hvert fald. Det viste sig dog, at en del af de tilmeldte deltagere, med udsigten til aflyste ture, i mellemtiden havde lavet andre aftaler. Så midt i april så det faktisk temmelig sort ud. Vi nåede dog med møje og besvær op på et acceptabelt antal deltagere og med et par sidste øjebliks tilmeldinger, var vi således i stand til at mønstre 12 deltagere, da vi mødtes ved Silkeborg banegård torsdag morgen den 6. maj.

Kursen blev sat nordpå. Frokosten blev indtaget  i  buffetrestauranten på Superspeed 1. Herefter havde vi en problemfri  køretur op til Mads Henrik, hvilket ikke altid er givet, når undertegnede er turleder (se tidligere turrapporter!), kunne vi checke ind på Sørlandets Camping kl. 1735 i højt solskin.
Aftenen bestod i hyttehygge og klargøring til morgendagens tur med Østerfjord og skipper Larsen.
Der var en del debutanter med, så spændingsniveauet var ret højt i nogle af hytterne. Vejrmeldingerne hjalp heller ikke på den kendsgerning, idet der var lovet temmelig meget vind. De erfarne forsøgte dog at løsne op for den anspændte stemning, ved uddeling af rigelige mængder beroligende ”medicin”, ligesom man nogen steder forsøgte at spille op til dans. Hvorom alting var, faldt der i hvert fald ro over samtlige hytter ud på aftenen.

Næste morgen mødte alle så forholdsvis friske op, da Østerfjord lagde til med en veloplagt skipper Larsen. Det vil sige, at der var enkelte afbud, fra dem der måtte sande, at både medicin og dans skal doseres rigtigt.
Aftenens frygt for vejrmeldingen viste sig ligeledes at være velbegrundet. Det var fint solskin med masser af blæst, hvilket gjorde at dagens tur, blev gennemført indenskærs i en noget afkortet udgave. Således slap alle igennem den første dag uden ofringer. Dog også uden fisk!
Resten af dagen gik med hygge og besøg hos hverandre. Dog med den ændring fra dagen før, at man nu ramte forholdsvis rigtigt med medicineringen. Al begyndelse er som bekendt svært!

Dag 2 blev gennemført stort set med alle deltagere, dog måtte turlederen lade sig ”indlægge” derhjemme i hytten med maveonde, formentlig på grund af fejlmedicinering.
Turen med Østerfjord blev gennemført til havs, i starten i en del blæst, som dog heldigvis lagde sig i løbet af dagen. For nogens vedkommende blev fiskeriet noget begrænset, da man havde mere travlt med ofringer!
Resultatet rent fiskemæssigt var bedre end dagen før, hvilket ikke siger ret meget.
Tredje dagen blev ligeledes gennemført til havs i pænt vejr. Dog blæste det noget op, da vi skulle sejle hjem.  Fiskemæssigt var resultatet dog igen yderst begrænset. Turens største fisk blev landet søndag af Søren og var en torsk på ca. 2,2 kg. Alt andet var i yderst begrænsede mængder og af størrelser på omkring 1 kg.
Søndag blev det således endelig vejr til at tænde grillen og nyde de røde bøffer, hvorefter der igen blev hygget i rigelige mængder.

Mandag formiddag pakkede vi så showet sammen igen og drog sydpå til de hjemlige egne.          
De overskydende timer blev tilbragt i Kristiansand, hvor hver enkelt tilegnede sig forskellige kulturelle indtryk.

Alt i alt en hyggelig tur. Dog kunne man godt anmode de tidligere ture, om ikke at ”fiske tomt”, så der også var lidt til de sidste!!!!!!!!!